Af Troels Dam Christensen, 92-gruppen
Klima-aftalen fra Paris fylder fem år den 12. december. For fem år siden i december 2015 jublede i tusindvis af forhandlere og civilsamfundsrepræsentanter fra alle verdens lande i et konferencecenter i Paris. For efter flere års langstrakte og hårde forhandlinger lykkedes det endeligt at vedtage den store nye globale klimaaftale. Allerede på COP13 i 2007 havde man vedtaget et mandat om at lande en ny stor global klimaaftale i København i 2015. Desværre kuldsejlede COP15 topmødet i København som bekendt. Og så fulgte seks års forhandlinger frem til aftalen endeligt blev landet i Paris.
Paris-aftalen er i sandhed en afgørende aftale. For først med den fik vi en global klimaaftale, der rummer et løfte om en indsats fra alle verdens lande, og med et mål om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 grader og med sigte på max. 1,5 grad. De 1,5 grad blev målet ikke mindst fordi de små østater og fattigste og mest sårbare lande kæmpede hårdt for det. For det er nemlig dem, der rammes allerhårdest af klimaforandringerne.
Senere viste FN’s videnskabelige klimapanel IPCC, at der faktisk er ret stor forskel på klimaødelæggelserne ved 1,5 og 2 grader. Som eksempel forventes det, at 70-90% af verdens koralrev vil forsvinde ved en temperaturstigning på 1,5 grad, mens ved 2 grader vil over 99% være væk! Så selv om 1,5 grads temperaturstigning er galt nok, så er effekterne ved 2 grader meget alvorligere. Og når det så sammenholdes, at vi i øjeblikket er i fuld fart frem mod over 3 graders højere temperatur, forstås alvoren.
Hvis vi skal overholde Paris-aftalen og 1,5 graders målsætningen, kræver det skarpe reduktioner hvert år
FN’s miljøprogram UNEP har i deres årlige ”Emissions Gap Report” regnet ud, at hvis vi skal have en rimelig chance for at holde os under de 1,5 grad, så skal alle verdens lande reducere deres CO2 udslip med 7,6% om året fra 2020 til 2030.
Hvis det sammenholdes med det danske 70% mål for 2030 (ift. 1990), svarer det faktisk nogenlunde til en fremskrivning af de 7,6% per år frem mod 2030. Det er dog uden at tage hensyn til Danmarks store historiske CO2 udslip eller det faktum, at vi er et af de lande i verden, der med vores rigdom og vidensgrundlag har de bedste forudsætninger for en høj klimaindsats.
Men hvis Danmark skal leve op til 1,5 graders målet, er det ikke nok med 70% målet i 2030, vi må også reducere vores drivhusgasudslip med 7,6% hvert år frem til 2030, ellers udsender vi for meget CO2 på vejen til de 70%. Det kaldes at overholde vores drivhusgasbudget – og det er afgørende ift. effekten på atmosfæren og dermed klimaændringerne.
Regeringens hockeystav-model lever ikke på til klimavidenskaben
Desværre lægger regeringen i øjeblikket op til noget helt andet. Som udtalt af både finansministeren og statsministeren bør Danmark gå efter en hockeystav-model, hvor de store reduktioner udskydes og først kommer tæt på 2030, når vi har bedre teknologi. Men det er helt modsat af, hvad klimavidenskaben siger er nødvendigt. Vi kan ikke udskyde indsatsen, end ikke med nogle få år.
Derfor er det så vigtigt, hvad resultatet bliver af de forhandlinger om klimahandlingsplanen, som regeringen og Folketinget gennemfører i disse måneder. Indenfor energi og industri, transport, landbrug, grøn skattereform m.m. Ind til nu har ambitionsniveauet været alt for lavt i forhold til det videnskaben og Paris-aftalen forudsætter, især fordi regeringen lægger op til et for lavt ambitionsniveau de kommende år og udskyder den nødvendige handling til senere. Det går ganske simpelt ikke, hvis Danmark skal overholde vores drivhusgasbudget.
Hold øje med det kommende 2025 mål – og drivhusgasbudgettet
En afgørende faktor i det videre forløb bliver hvilket mål for 2025 der vedtages. Regeringen og Folketinget skal indenfor de næste få uger fastsætte et mål for det danske drivhusgasudslip i 2025, altså halvvejen til de 2030. Her er det nu helt afgørende, at målet bliver så højt, at Danmark lever op til videnskaben og sit drivhusgasbudget. En lige linje i reduktionen frem mod de 70% i 2030 svarer til ca. 54% i 2025, og det må være mindstemålet for et ansvarligt Danmark – Ja faktisk kan der klimavidenskabeligt med god grund argumenteres for et endnu højere mål.
Hvis ikke engang Danmark med vores store rigdom og gode forudsætninger kan holde 1,5 graders målet og det tilhørende drivhusgasbudget fra Paris-aftalen, er der ikke meget håb for verdens andre lande, og dermed den globale udvikling. Derfor må regeringen og Folketinget tage deres ansvar på sig, kaste hockeystaven væk og forpligte sig til at reducere det danske drivhusgasudspil jævnt og ambitiøst hele vejen til 2030. Først da vil Danmark påtage sig det grønne lederskab, der er nødvendigt.
