Vi skal ’af-investere’ for at standse biodiversitetstabet.

Af Lisbet Christoffersen, Verdens Skove

Den 14. partskonference under FN’s Biodiversitetskonvention er godt i gang i Sharm el Sheikh í denne uge. Der forhandles i plenum, i arbejdsgrupper, på ’side-events’ og i tematelte, for nu skal det accelererende globale biodiversitetstab standses.

Konventionens parter bekræfter nødvendigheden af fortsat at bevæge sig frem mod de 20 såkaldte Aichi-mål, de globale mål for bevarelse af biodiversitet i 2020, også selvom de ikke kan nåes. Alligevel benyttede mange lande deres indledende taletid til at fremhæve, hvor mange tiltag de allerede har sat igang. Det var nedslående og ildevarslende for de mange af os, som meget hellere vil vide, hvad landenes yderligere planer er for at vende udviklingen.

Costa Rica’s miljøminister appelerede til, at landene ser de langsigtede fordele ved at investere i deres miljøsektorer. Han bad ved et ’side-event’ udviklingslandene om at holde op med udelukkende at se mod de rige lande for finansiering, og i stedet se på, hvad deres egne regeringer spenderer i sammenligning med f.eks. militære investeringer. Som en del af en ny global biodiversitetsaftale efter 2020, en såkaldt post-2020 aftale, foreslår Costa Rica, at 1 % af GDP afsættes til naturbeskyttelse. Her forhandles nemlig under overskriften ’Investing in Biodiversity for People and Planet’, og det er vel sådan, man må forstå ’investering’.

Ordet smager af vækst, og det vil være blåøjet at misforstå intentionen – de store virksomheder skal med på vognen. Der er en underliggende forståelse af, at uden dem vil udviklingen ikke vende. Biodiversitet skal ’mainstreames’ i alle sektorer, i år er fokus på bl.a. energi, minedrift og infrastruktur. Sidst var det landbrug og skovbrug. Der skal helst signaleres et vækstpotentiale til sektorernes store private aktører, ’vi skal tale deres sprog’, som en repræsentant for Verdensbanken formulerede det.

Fokus er forkert. Som ved førstehjælp må vi starte med at standse ulykken. Biodiversitet og økosystemer har brug for præcis det modsatte af investeringer. Vi skal ’af-investere’ i de aktiviteter, som ødelægger biodiversiteten, vi skal stoppe incitamenter, der modarbejder målene, det er et af de grundlæggende Aichi-mål. Det gælder primært subsidiering af konventionelt landbrug og skovbrug, men også investering i biomasse-energi og biobrændstof. Det er den overordnede besked Danmarks delegation må tage med sig hjem. Der er intet nyt i den besked, det er politisk vilje, der skal til for at vende udviklingen.          

92-gruppens anbefalinger ifm. Biodiversitetskonventionens COP14 findes her     

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer