Energieffektivitet skal have central plads i kommende energiforlig

Af Chr. Jarby og Søren Dyck-Madsen, Det Økologiske Råd

Energieffektivitet er det vigtigste og billigste virkemiddel i den globale kamp for klimaet. Og danske virksomheder er verdensledende på energieffektivitet. En forsat dansk satsning på energieffektivisering både i industrien, i mindre virksomheder og i bygninger gavner derfor både klimaet og understøtter samtidig dansk eksport og danske arbejdspladser. Derfor bør det have en central plads i det kommende energiforlig – på linje med en øget andel vedvarende energi.

Den danske energispareindsats har over årene været en succes. Især i erhvervsvirksomheder, som har sparet omkostninger til energi og forbedret deres konkurrenceevne. Men også indsatsen i bygninger har reduceret energiforbruget og samtidigt forbedret bygningernes standard og brugskvalitet.

På trods af denne succes er der stadig mange omkostningseffektive energibesparelser, som på grund af forskellige barrierer ikke gennemføres uden, at der gives en form for støtte. Der er krav på mindst 1,5 % årlige besparelser i slutenergiforbruget i EU’s Direktiv for Energieffektivitet. Her bør Danmark sigte højere for at opretholde vores førerposition.

I det kommende energiforlig skal indsatsen for energieffektivisering fortsættes, men på en mere fokuseret måde. Herved kan den få endnu større positiv effekt i form af additionelle omkostningseffektive energibesparelser. Samtidig skal ordningen sigte mod at aktivere endnu flere private investeringer.

Behov for flere indsatser
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt har ved flere lejligheder udtalt at: ”Den fremadrettede indsats skal være mere markedsbaseret og mere målrettet, end den indsats vi har i dag.”

Her tænker ministeren givet på, at der skal etableres udbud, hvor forskellige aktører konkurrerer om at levere energibesparelser. Resultatet af sådanne udbud vil være, at det bliver energibesparelser i store erhvervsvirksomheder, som gennemføres. Og at energibesparelser i bygninger og mindre virksomheder ikke gennemføres. Samtidig vil regeringen skære ned på energispareindsatsen.

Indsatsen bør derimod opretholdes på mindst samme niveau som hidtil og samtidig opdeles, så den retter sig mod både energibesparelser i erhverv, mindre virksomheder og i bygninger og samtidig understøtte de stærke danske virksomheder på områderne.

Det Økologiske Råd opfordrer til, at en fortsat stærk indsats for energibesparelser får en central plads i det kommende energiforlig, og at denne indsats målrettes både små og store erhvervsvirksomheder samt bygninger. Til gavn for klimaet, for danske virksomheder, for bygningsbrugerne og for Danmarks økonomi.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer