Debatindlæg: Klimaloven ind i valgkampen

Debatindlæg fra 92-gruppen skrevet under FV26. Download den som pdf her.

Klimaloven ind i kampen
Midt i en valgkamp hvor den grønne dagsorden stikker i mange retninger, er en helt central brik i spillet - klimaloven - revideret og sendt til høring.

Den danske klimalov er en vigtig politisk succeshistorie for Danmark, der sikrede vores position som grønt foregangsland på verdensscenen. Den sætter klare pejlemærker for reduktion af drivhusgasser og forpligter skiftende regeringer til at fremlægge realistiske planer for at nå vores klimamål. Debatten om indhold, mål og ambitioner i den reviderede lov har ikke plads i mediebilledet, men vigtige emner er på spil, som vil få stor betydning for dansk klimapolitik - også efter valget.

Klimarådet dumpede regeringens 2030-mål samme dag, som valgkampen blev skudt i gang. Men fremtidige klimamål og indhold er slet ikke på dagsordenen i valgkampens debatter.

De tre aktuelle grønne dagsordener i denne valgkamp - energi, drikkevand og svineproduktion, understøtter alle klimadagsordenen direkte. Omlægning af energi og landbrug er vigtige temaer for at bevæge Danmark i en grønnere retning, men det er ikke nok at diskutere dem hver for sig. Revisionen af klimalovens 2035-mål skal med stor sandsynlighed genforhandles efter valget. En ambitiøs revideret klimalov er nødvendig.
Den nye regering bør som minimum fremlægge en anskueliggørelse af 2030-målet som noget af det første på deres to-do-liste, efterfulgt af forslag til hvordan vi når 2035-målet.

En ambitiøs klimalov som spydspids for den grønne dagsorden understøtter Danmarks forsyningssikkerhed, drikkevand, dyrevelfærd, miljø og natur, såvel som Danmarks nationale og globale forpligtelser til at handle på klimadagsordenen.

En række danske organisationer har skrevet et fælles høringssvar til klimalovens revision, som fremhæver at:

  1. Målet for 2035 er lavt sat. Det faste mål på 82% er langt fra nok og bør være 90%.
  2. Forbrugsbaserede emissioner er udeladt. Et ambitiøst reduktionsmål for forbrugsbaserede emissioner, for eksempel 83%, som anbefalet af Klima- og Omstillingsrådet, er nødvendigt.
  3. Internationale emissioner er udeladt - men Danmarks klimaaftryk er langt større, end hvad der er indregnet i den nuværende klimalov.
  4. Finanssektorens finansierede emissioner er udeladt - men finansierede emissioner har stor betydning og bør have egne reduktionsmål.
  5. Internationale transportemissioner er ikke adresseret, selvom det er klart, at transport er vigtig for emissioner.
  6. Ambitiøse mål for Danmarks internationale klimabistand bør også fastlægges i klimaloven.

Efter valget bør en ny regering skrive klimaloven direkte ind i regeringsgrundlaget.

Spørgsmålet er derfor ikke, om klimaloven skal diskuteres efter valget – men hvorfor den ikke allerede er et helt centralt tema i valgkampen!

92-gruppen er i denne artikel tegnet af:
Klimabevægelsen, DOF BirdLife, World Animal Protection, Rådet for Bæredygtig Trafik, Nyt Europa, Miljøorganisationen VedvarendeEnergi.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 26 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer