Brug for mere plads til oprindelige folk i IPCC-rapport

Af Helle Løvstø Severinsen, IWGIA

I februar 2022 udgav IPCC rapporten ”Impacts, Adaptation and Vulnerability”, og IWGIA har udgivet et briefing paper, hvor rapporten er læst med oprindelige folk i fokus. På den ene side må man sige, at oprindelige folk er inkluderet grundigt i rapporten, i hvert fald rent kvantitativt. Et afgørende princip fremhævet i rapporten er da også, at der er sammenhæng mellem klima, økosystemer, biodiversitet og samfund. Oprindelige folks viden bliver i denne sammenhæng nævnt som værdifuld for at forstå og evaluere klimatilpasningsprocesser. Herudover skal det nævnes, at Inuit Circumpolar Council (ICC) er blevet tildelt en plads som observatør i 2021. Det er den eneste oprindelige folk-organisation, som har denne status, og det understreger fokus på ovennævnte princip.


På den anden side mangler der en reel omfavnelse af oprindelige folks tilgange til at række ud over de lokale kontekster, som oprindelige folk selv er i. Og dette bringer os ikke langt nok i løsningen af klima- og biodiversitetskriserne. Erkendelsen om, at oprindelige folks holistiske omgang med verden er naturbevarende, bør spille en meget mere central rolle i fremlæggelsen af de globale løsninger. Det må ligeledes anerkendes, at der er afgørende sammenhænge på tværs af sektorer og samtidig store forskelle mellem de syv socio-kulturelle regioner i verden. Vi savner mere direkte bidrag fra oprindelige folk i rapporten, også som hovedforfattere. Oprindelige folk skal på regionalt, nationalt og lokalt niveau inddrages i beslutninger vedrørende design af løsninger og med brug af princippet om ’free, prior and informed consent’. Når nationale delegationer sendes til internationale klimaforhandlinger, skal oprindelige folk med.

Konsekvenserne af klimaforandringerne for oprindelige folk nævnes i al deres dysterhed som mangel på vand og mad, fejlernæring, dårlig påvirkning af det mentale helbred, udsathed i forhold til ildebrande, tab af levevilkår og øgede udgifter. Desuden øget sygdom og død som følge af klima-følsomme sygdomme, og oven i dette kommer tab af sprog og videnssystemer som en effekt af biodiversitets- og økosystemstab. Igen er der en opdeling af oprindelige folk og andre. Men som nævnt tjener det os ikke at tænke opdelt, hvis vi ønsker at bremse klimaforandringerne.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer