22 ngo'er i opråb: Lad ikke klimaministermødet i København blive endnu en forspildt mulighed

Debatindlæg bragt i Altinget, Energi og Klima 12. maj 2022.

Ministermødet May Ministerial samler 40 klimaministre i København, der skal diskutere fremtidens løsninger på klimaforandringerne. Det giver håb om, at klimaløfterne endelig skal omsættes til konkrete handlinger, skriver en række ngo'er.


Torsdag byder Dan Jørgensen 40 ministerkollegaer velkommen til Købehavn til et klimamøde, de færreste danskere har hørt om. Med under seks måneder til klimatopmødet COP27 i Egypten skal klimaministrene diskutere, hvordan det går med implementeringen af aftalerne fra sidste års COP26 samt lægge trædesten frem mod COP27 i Egypten.
Tidligere erfaringer viser, at der er mindre sandsynlighed for, at klimaforhandlingerne går i hårdknude, og at verdens ledere hviler på laurbærrene, hvis der i det forgangne år bliver skubbet på for handling. Når klimaministrene nu mødes i København til May Ministerial, giver det derfor håb for, at klimaløfterne omsættes til konkret handling.

Sidste gang, så mange klimaministre mødtes i København, var i 2009 til COP15. Det møde gik over i historien som en forspildt chance. Klimamødet, der starter torsdag, kan blive betydningsfuldt for resultaterne i Egypten, men det er også en ny mulighed for, at København huskes for grønt lederskab, løsninger og høje klimaambitioner. 
I håb om at få det bedste ud af mødet - ikke mindst i forhold til de afgørende dagsordener om at sikre 1) finansiering til omfattende og nødvendige klimatiltag i verdens mest klimaudsatte områder, 2) kompensation for tab og skader samt 3) klimatilpasning udover CO2-reduktion, kommer hermed de vigtigste anbefalinger fra civilsamfundet, som vi håber, at Dan Jørgensen vil tage med.


Man skal holde, hvad man lover

Et afgørende sted at rette op er det løfte om klimafinansiering, der først kom på tale ved COP15 i København, og som nu tolv år efter endnu ikke er indfriet. Historisk set har de rige lande stået for langt størstedelen af udledningerne af klimagasser.
Alligevel viser FN's videnskabelige klimapanel IPCC, at det er de fattigste lande, der rammes først og hårdest af klimaforandringer. Dette er indbegrebet af klimauretfærdighed. I et forsøg på at sikre velvilje til forhandlingerne blev man i 2009 enige om, at verdens rige lande fra 2020 hvert år skulle yde 100 milliarder amerikanske dollar om året i klimafinansiering til verdens mest klimaudsatte lande.
Denne målsætning afspejlede ikke, hvad der reelt er behov for, men hvad der var politisk vilje til. Alligevel har de rige lande her to år efter, at målet skulle være nået, ikke leveret på det løfte. Der er blot skaffet 80 milliarder af de 100 milliarder, og det er på trods af, at revl og krat er talt med - for eksempel lån, der skal tilbagebetales, samt finansiering til projekter, der har meget lidt med klima at gøre.
Dette er så meget desto mere skuffende, når for eksempel landes subsidiering af fossilindustrien samt de seneste års corona hjælpepakker viser, at pengene findes. Det er den politiske vilje, der er utilstrækkelig.

Danmark som forgangsland

Til COP27 i november indledes nye forhandlinger om nye finansieringsmål. FN's miljøorganisation UNEP varsler, at behovet i fremtiden vil blive langt højere end de 100 milliarder om året.
Derfor er det et afsindigt dårligt udgangspunkt for konstruktive forhandlinger, at de rige lande endnu ikke har betalt de 100 milliarder om året, de skylder udviklingslandene.

Vi anbefaler derfor, at Danmark går forrest som det gode eksempel og til klimamødet selv melder ud, hvornår og hvordan vi agter at betale vores del af klimagælden. Danmark skal derefter frem mod COP27 lægge pres på, at resten af de rige lande indfrier løftet om de 100 milliarder om året - det vil sige 600 milliarder samlet over seks år, da et brudt løfte naturligvis ikke skal give rabat. 

Tab og skader skal finansieres

Mens klimaministrene mødes i de komfortable gemakker i Moltkes Palæ, er situationen en ganske anden mange andre steder på kloden. I Indien og Pakistan tester de varmeste temperaturer nogensinde målt i disse dage grænserne for menneskelig overlevelse, og fordi hedebølgen er opstået så tidligt, slår store dele af høsten nu fejl.
Over 400 mennesker mistede livet i april, da Sydafrika blev ramt af oversvømmelser og jordskred. 12.000 mennesker er fortsat fordrevet fra deres hjem som følge af den supertyfon, der ramte Filippinerne i december 2021. Fra Arktis til Amazonas-skoven er oprindelige folk ekstra sårbare og lider ikke kun økonomisk, men også uoprettelig kulturelle og spirituelle tab.
Afghanistans kriseramte befolkning oplever netop nu den værste tørke i 27 år. Og på Afrikas Horn udfolder en sultkatastrofe sig, hvor børnene rammes aller hårdest og mister deres fremtidsudsigter, hvis ikke der mobiliseres politisk vilje og finansiering til at håndtere klimaforandringernes konsekvenser.


En afgørende knast

Vi kigger ind i en tid, hvor begrebet ”tab og skader” vil spille en fortsat voksende rolle. Såvel ude i klimasårbare lande, som i klimaforhandlingslokalerne. Udtrykket dækker over de tab og skader, der opstår, når konsekvenserne af klimaforandringer overstiger et områdes mulighed for at tilpasse sig.
Det kan både være pludseligt opståede hændelser som cykloner, oversvømmelser med mere, såvel som langsomme processer, som når havniveaustigninger får hele kystområder til at forsvinde.
På forrige COP26 i Glasgow viste netop tab og skader sig at være en afgørende knast i forhandlingerne. Særligt det faktum, at udviklingslandenes krav om en finansieringsmekanisme ikke nåede med i den endelige aftale, var årsag til megen skuffelse og utilfredshed.
Vi vil derfor gerne rose regeringens erklæring fra sidste måned om, at Danmark vil fokusere på ‘finansiering af klimaskabte tab og skader’ frem mod COP27. 

Liv eller død

Der er ikke et øjeblik at spilde, så vi håber på, at det danske lederskab på dette område starter allerede nu. For selvom intet beløb i verden kan kompensere for tabte liv, er der akut behov for at finde midler til finansiering af tab og skader.
Det er i realiteten en forpligtelse under de internationale menneskerettigheder og skal ses i lyset af dette. "Det er et spørgsmål om liv eller død," som Kenyas miljøminister, Keriako Tobiko, udbrød i reaktion på, at forhandlingerne om tab og skader ikke rykkede sig under COP26.
Derfor anbefaler civilsamfundet, at Danmark arbejder for, at der på COP27 opnås principiel enighed om, at der etableres en finansieringsmekanisme til tab og skader, og at Danmark arbejder for, at finansieringen kommer fra såkaldt innovative kilder frem for udviklingsbistanden.

Ambitionsniveauet skal øges

Vinduet for at nå Parisaftalens målsætning om at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader bliver år for år lukket mere og mere i. Som den seneste IPCC rapport viser, så skal alt sættes ind, hvis vi skal have en chance for at nå det. Et af de få positive resultater fra COP26 er et krav om, at alle lande i 2022 skal præsentere nye, mere ambitiøse CO2-reduktionsmål. 
Det er positivt, at Danmark ved sidste COP viste lederskab på dette område. Hvis vi sørger for at feje for egen dør og sætte ambitiøse mål i Danmark og EU, har vi en bedre forudsætning for at lægge pres på de resterende fodslæbende nationer. Det gælder både internt i EU samt i USA, Australien og Japan.
Derfor anbefaler vi, at EU hurtigst muligt præsenterer et nyt mål, der er hævet fra de nuværende 55 procent til minimum 65 procent CO2-reduktion i 2030. Som Klimarådets seneste statusrapport viser, mangler Danmark også fortsat at præsentere planer for, hvordan vi når vores egen 70 procent målsætning. 

Udviklingsbistanden skal øges, ikke udhules

På FN's generalforsamling i 1970 vedtog de rige lande at levere mindst 0,7 procent af bruttonationalindkomst (BNI) i udviklingsbistand. I 2009 vedtog man i klimaforhandlingsregi en ny forpligtelse, nemlig de 100 milliarder amerikanske dollar om året.
Derfor anbefaler vi, at Danmark fremadrettet sikrer, at klimabistand ydes oveni de 0,7 procent af BNI til udviklingsbistand.
Det blev specificeret, at målet skal finansieres med "nye og additionelle" midler - altså oven i udviklingsbistanden.
Men modsat vores norske og svenske naboer kommer langt størstedelen af Danmarks klimafinansiering fra udviklingsbistanden. Og det til trods for at udviklingsbistanden er på det laveste niveau i fyrre år og desværre også i disse dage udhules for at finansiere Danmarks modtagelse af flygtninge fra Ukraine. 

Klimasikring koster mere

Selvfølgelig kan der være overlap mellem udviklingsbistand og klimafinansiering, når det kommer til implementeringen. Skal der eksempelvis bygges en skole i et klimaudsat kystområde i Bangladesh, så skal denne skole nu sikres mod cykloner.
Men sådan en klimasikring koster nu engang mere, end skolen ville have gjort foruden. Det er derfor både urimeligt og underminerer fattigdomsbekæmpelse og opnåelse af Verdensmålene, at udviklingsbistanden nu skal række til mere og større klimatilpasningsbehov.
Derfor anbefaler vi, at Danmark fremadrettet sikrer, at klimabistand ydes oveni de 0,7 procent af BNI til udviklingsbistand. Samt at der på klimaministermødet i København er fokus på, hvordan det nuværende og det nye mål for klimafinansering ikke udhuler udviklingsbistanden, der mere end nogensinde er behov for.
Det er afgørende at få det meste ud af de næste to dage, så dette møde ikke bliver husket som endnu en forspildt mulighed.

 

Medunderskrivere


Rasmus Stuhr Jakobsen, direktør, Care Danmark        
Tim Whyte, generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke                   
Julie Abrahams, energirådgiver, Rådet for Grøn Omstilling               
Bjarne B. Christensen, generalsekretær, Sex & Samfund                   
Morten Nielsen, politik medarbejder, Global Aktion    
Dorthe Petersen, direktør, PlanBørnefonden               
Betina Gollander-Jensen, generalsekretær, Mission Øst                   
Kristina Grosmann Due, forperson for ulandsudvalget, Økologisk Landsforening       
Lis Rasmussen Kazal, formand, Ulandsforeningen Svalerne              
Sune Scheller, kampagnechef, Greenpeace                  
Jelva Illeris Schultz, aktivist, Ungdommens Klimaoprør                     
Lars Koch, generalsekretær, Oxfam Ibis
Jeef Bech, sekretariatsleder, Cisu
Frederik Roland Sandby, sekretariatsleder, foreningen Klimabevægelsen i Danmark                 
Jonathan Ries, formand, miljøorganisationen VedvarendeEnergi     
Anders Morten Christoffersen, formand, Verdens Skove                  
Lone Loklindt, forperson, Nyt Europa     
Kathrin Wessendorf, direktør, International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA)           
Mette Müller Kristensen, sekretariatschef, Globalt Fokus                 
Troels Dam Christensen, sekretariatsleder, 92-gruppen                    
Knud Flensted, biolog, DOF BirdLife    
Morten Sparvath, klima- og humanitærrådgiver, Red Barnet.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer