Naturpolitik bør handle om at genfinde forbundetheden med naturen

Af Christian Poll, naturordfører, Alternativet

Jeg glæder mig til, at regeringen inden længe præsenterer sin længe ventede naturpakke. Men jeg er også bange for at blive slemt skuffet. Ikke for at tage sorgerne på forskud, men hvis naturpakken reelt skal komme naturen til gavn, skal den med alt for få midler sørge for, at vi stopper tabet af biodiversitet og fremtidssikrer vores natur. Det er en bunden opgave.

Mine ønsker til naturpakken er mange men ikke urealistiske. Jeg håber stadig på, at urørt skov bliver et væsentligt element, for vi har brug for at udlægge skov urørt med biodiversitet som formål. Mere urørt skov er vigtigt, fordi vi lige nu er vidne til en regulær biodiversitetskrise i vores skove. I dag er de resultatet af flere hundrede års skovdrift, som har haft fokus på tømmerproduktion og ikke natur. Derfor er vores skove domineret af ensartede og naturfattige beplantninger. Hertil er der heldigvis et Alternativ: Skovene kan se ud, som de gjorde, før mennesket for alvor blandede sig. Vi bør starte med at lægge alle statslige naturarealer urørt, for her er indsatsen for mere biodiversitet billigst.

Ud over urørt skov er det vigtigste at beskytte den lysåbne natur – de vigtigste overdrev, enge, heder og moser. Tidligere i år fremlagde jeg i vores naturpakke 42 konkrete forslag til, hvordan vi sikrer en fri og vild natur på naturens egne præmisser. 42 ideer til, hvordan vi får generøsiteten, ydmygheden og respekten for livets udfoldelse på jorden tilbage i politikken. Jeg har naturligvis givet ministeren og hans forhandlingspartnere pakken, så de kan bruge løs af de gode ideer.

Regeringen og dens støttepartier har kun budgetteret med 89 mio. kr. til naturpakken, så der skal altså virkelig prioriteres i indsatsen. Det piner mig lidt, da jeg hellere så, at præmissen for naturpolitikken var, at vi som samfund følte os for rige til at have en fattig natur. Ting kan have værdi, selvom det ikke kommer til udtryk på bundlinjen i et excel-ark. Desuden er der behov for, at vi ser lidt længere fremad, og lægger penge til side til naturen også med et længere sigte – minimum for de næste fem år.

Derfor kæmper jeg også for et opgør med den nytteforståelse, der ligger til grund for vores naturpolitik i dag og som gør, at essensen af livet ikke har en plads i et snævert økonomisk perspektiv. Det er dog en længere kamp.

I første omgang bør man med så få midler derfor satse på de absolut mest effektive midler til at standse tabet af biodiversitet: urørt skov og bedre beskyttelse af de mest truede levesteder i det åbne land.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 26 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.