Af: Mads Busck, Political Senior Advisor, Oxfam Denmark.
Sidste uge var åbningsugen for FN’s årlige generalforsamling (UNGA). Danmark mødte talstærkt op med seks ministre, hvilket i sig selv var et stærkt signal. Flere statsledere fra andre lande valgte derimod at udeblive fra generalforsamlingen - heriblandt Xi Jinping, Macron og Modi. På den danske dagsorden var særligt bæredygtig udvikling, sikkerhedspolitik (Ukraine), Danmarks kandidatur til FN’s sikkerhedsråd, demokrati og menneskerettigheder, samt reformer inden for FN.
Danmarks engagement på generalforsamlingen var i høj grad præget af, at man gerne vil være et grønt foregangsland, der skal inspirere andre lande til at sætte fart på den grønne omstilling. Danmarks indlæg på generalforsamlingen bar også præg af mange gode hensigter i forhold til den grønne omstilling, men der var omvendt ikke mange nye initiativer eller nye målsætninger at spore.
Det eneste egentligt nye tiltag, som Danmark annoncerede på UNGA i år, var, at Danmark vil øge IFU’s kapital fra 15.6 mia. kr. til ca. 35 mia. kr. frem mod 2030. Bidraget skal finansiere investeringer til økonomisk vækst, grøn omstilling og bæredygtig udvikling i udviklingslandene, og forudsætter at IFU’s bidrag til klimafinansiering skal stige fra 2 mia. kr. i 2022 til 5 – 7 mia. kr. årligt fra 2030. 50 pct. af investeringerne skal foretages i Afrika. Bidraget finansieres dels gennem udviklingsbistanden og dels gennem en forhøjet låneramme i Nationalbanken svarende til 13.7 mia. kr. frem mod 2030.
En helt ny analyse fra Oxfam Danmark viser imidlertid, at IFU overvejende placerer investeringer i de mere ressourcestærke afrikanske lande, og det er kun ca. en fjerdedel af investeringsprojekterne, der ligger i afrikanske lavindkomstlande. Skævvridningen forstærkes yderligere, hvis man kigger på den økonomiske volumen af investeringerne. Her er det kun ca. en femtedel af pengene, der investeres i afrikanske lavindkomstlande.
At så få af midlerne går til lavindkomstlande, hænger formentlig sammen med, at de fattigste og mest usikre lande ikke er lige så gode investeringscases set fra et afkast perspektiv, hvilket er forståeligt, men samtidig virker problematisk, når pengene tages fra udviklingsbistanden.
Desværre brugte Danmark ikke FN’s generalforsamling som anledning til at øremærke et specifikt beløb til tab og skader fonden. Fonden var ellers den store sejr på COP27 sidste år, fordi den imødekom det globale syds mangeårige krav om en retfærdig kompensation for de klimaskabte tab og skader, som verdens rigeste lande i høj grad er ansvarlige for. Fonden står således fortsat tom og risikoen er, at fonden mister momentum og opbakning, hvis den ikke modtager noget støtte inden COP28 går i gang til december. En udmelding om støtte fra den danske regering inden COP28 vil derfor være et sent men kærkomment tiltag.
