Pensionsselskaber skal stemme imod bestyrelsen i selskaber, der ikke støtter op om Paris-aftalen

Af: Thomas Meinert Larsen, talsperson for AnsvarligFremtid, Klimabevægelsen

Danske pensionsselskaber ejer aktier i en stor del af verdens mest CO2-forurenende selskaber, og investeringerne forsvares ofte med, at pensionsselskaberne via aktivt ejerskab kan gøre selskaberne mere grønne. Men selskabernes grønne omstilling går alt for langsomt, og nogle selskaber modarbejder endda direkte den grønne omstilling. Det aktive ejerskab har tydeligvis været alt for blødsødent, og det skal op i et langt højere gear for at have effekt. Pensionsselskaber bør derfor fremover stemme imod bestyrelsen i selskaber, der ikke støtter op om Paris-aftalen.

Udover at pensionsselskaberne har aktieinvesteringer i store CO2-udledende selskaber som udviser manglende klima-omstillingsparathed, så har de investeringer i fossile selskaber, der fortsætter med at etablere nye fossile projekter. De har også investeringer i store internationale banker som i stor stil giver finansiering til etablering af nye fossile projekter. Men når IEA, det Internationale Energi Agentur, i sit Net Zero by 2050 Scenarie har slået entydigt fast, at der ikke kan etableres nye fossile projekter, hvis Paris-aftalen skal overholdes, så er der behov for, at pensionsselskaberne melder klart ud, at både fossile selskaber og banker helt skal ophøre med at investere i nye fossile projekter, og at de ellers vil stemme imod genvalg af bestyrelserne og/eller frasælge deres investeringer i disse selskaber.

Desværre har danske pensionsselskaber rutinemæssigt støttet op om de årlige valg af kandidater til posterne i selskabernes bestyrelser, selv når de selvsamme bestyrelsesmedlemmer har haft ansvaret for selskaberne manglende grønne omstilling. Den tilgang er helt utilstrækkelig, og derfor bør ansvarlige pensionsinvestorer stemme imod genvalg af bestyrelsesmedlemmer i selskaber, der ikke støtter op om Paris-aftalen.

Men er det ikke svært at afgøre om selskaberne er på vej til at omstille sig, kunne man argumentere. Svaret er nej. Det globale investor-netværk Climate Action 100+ har udarbejdet analyseværktøjet ”Net Zero Company Benchmark”. Med dette værktøj har man analyseret verdens 167 mest CO2-udledende børsnoterede selskaber og deres klima-omstillingsparathed baseret på 10 måleparametre, herunder om de har sat CO2-reduktionsmål, om de har grønne omstillingsplaner eller udøver lobbyisme imod Paris-aftalen.

Ifølge disse analyser som er offentligt tilgængelig, så er kun få af de 167 selskaber på rette kurs i forhold til at understøtte Paris-aftalen. Det er egentlig blot at komme i gang med at anvende disse objektive analyser som udgangspunkt for det aktive ejerskab, og for de selskaber hvor omstillingen ikke er kommet i gang, så skal man stemme imod genvalg af bestyrelsen.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 26 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.