Af Luna Pedersen, 92-gruppen

”Historisk sejr! Klimakatastrofe-fond etableret på COP27”. Sådanne overskrifter gik verden rundt i dagene efter COP27. Men er fonden tomme løfter eller reel grund til fejring? 

Føler du også, du sidder tilbage med flere spørgsmål end svar, så kan dette indlæg forhåbentlig hjælpe. For hvad skete der egentlig ift. tab og skader på COP27 - og mindst lige så vigtigt – hvad skal der ske nu?

HVAD SKETE DER UNDER COP27?

Under COP27 lykkedes det, 30 år efter sårbare østater første gang bragte behovet op, for første gang nogensinde at få finansiering af tab og skader på som et formelt dagsordenspunkt. Herefter fulgte godt 14 dage med forhandlinger uden megen fremdrift. 

Forhandlingsgruppen ”Group of 77 and China” (G77), der repræsenterer 134 lande og 80% af jordens befolkning, holdt sammen gennem hele forhandlingen. De præsenterede som de første en officiel position: ”COP27 skal resultere i en beslutning om en fond til finansiering af tab og skader.”   

Forhandlingerne stod derefter i stampe. G77’s krav om en fond har længe været kendt, alligevel var der ingen rige lande, der havde forberedt sig og f.eks. påtaget sig en ledende rolle frem mod og under COP27. EU kunne med fordel have forberedt et ambitiøst udspil på forhånd og forsøgt at række ud til G77 og de fattige og sårbare lande. Dette var ikke tilfældet. I stedet kom EU i COP’ens 11. time med et forslag om en finansieringsløsning, der selvom det indebar en fond, fik en blandet modtagelse. Blandt andet fordi forslaget blev beskyldt for at være et forsøg på at splitte G77 (ved kun at åbne for finansiering til de mest sårbare lande, samt kræve, at f.eks. Kina også skulle punge ud) og desuden var forslaget betinget af, at der også blev indgået ambitiøse reduktionsmål. 

COP27 endte som den anden mest forsinkede COP nogensinde, men det lykkedes (pga. hhv. vedholdenhed og viljen til at sluge et par kameler) i de tidlige morgentimer søndag morgen at vedtage en principbeslutning om at etablere en fond.

HVAD SKAL DER SKE NU?

Selvom det i sig selv var en historisk sejr, at det  lykkedes at indgå en aftale om etableringen af en fond, bliver man slemt skuffet, hvis man tænker, at de akut nødvendige midler nu er på vej til nødstedte i Pakistan, Afrikas Horn eller hvor katastrofen rammer næste gang.

For selvom der blev truffet en principbeslutning om en fond, er alle de operationelle spørgsmål udskudt til COP28. 

En komité, der skal nedsættes her i december bestående af 10 medlemmer fra det globale nord og 14 fra det globale syd, skal mødes tre gange om året (første gang i marts) og præsentere sine anbefalinger på næste års COP i Dubai. Desværre har rige lande en uimponerede track record, når det kommer til at leve op til UNFCCC-løfter om finansiering, og det er derfor for tidligt at fejre.

HVAD SKAL PARTNERNE SENESTE VED COP28 BLIVE ENIGE OM?

• Hvem er berettiget til at modtage midler fra fonden? G77 talte for, at de skal være alle udviklingslande. Mens bl.a. EU, mente, at midlerne skal gå til sårbare østater og mindst udviklede lande (hvilket umiddelbart ekskluderer lande som Pakistan, Kenya, Nigeria m.fl.). Nu skal man blive enige om, hvordan aftaleteksten om hjælp til de ”særligt sårbare lande” skal fortolkes. Det skal også sikres, at der ikke er urealistiske krav ift. såkaldt attribution (dvs. hvorvidt det kan sandsynliggøres, at klimaforandringer har øget sandsynligheden for en tab og skade-hændelse). Som eksempel har Mali 13 vejrstationer, mens Tyskland (der er tre gange mindre en Mali) har 200. Det er derfor ofte de mest klimasårbare lande, der har sværest ved at dokumentere attribution. 
• Hvem skal betale hvor meget? Aftalen har ingen reference til fælles, men differentieret ansvar og kapacitet, eller historiske udslip. Det er ikke understreget, at pengene skal fortsåes som en erstatning for en skade, der er forvoldt – frem for velgørenhed. 
  Skal de være de 21 Annex II lande, som tidligere har været forpligtet (US, EU, m.fl.). Eller skal det også være lande som Kina og Saudi Arabien? Aftalen lægger op til, at der skal ses på en bredere mosaik af finansiering til tab og skader, så også midler fra bl.a. udviklingsbanker, gældseftergivelse og innovative kilder (så som en skat på fossile brændsler, luftfart eller shipping) skal indgå. 
• Hvordan sikres det, at pengene ikke omdirigeres fra udviklings og humanitær bistand, samt øvrig klimafinansiering? Selvom der i aftalen står, at pengene skal være nye og additionelle, ved vi desværre af erfaring, at rige lande, har særdeles svært ved at overholde dette. I den endelige aftale skal dette begreb derfor defineres fuldstændig umisforståeligt. Det bør også defineres klart, hvordan man sikrer, at pengene går til at håndtere tab og skader (og ikke alene undgår og minimerer dem).
• Der er også et væld af andre beslutninger, der skal træffes. Bl.a. om fonden skal rapportere til COP og UNFCCC? Hvordan sikres det, at der kan træffes effektive og rettidige (men samtidig gennemsigtige) beslutninger? Og hvis fonden modtager flere ansøgninger, end der er midler til (hvilket desværre forventes), hvordan afgøres det så, hvem der modtager midler? Er din tørke værre end min flodbølge? Desuden skal det sikres, at fonden understøtter lokalt ejerskab af midlerne, og at civilsamfundet kan tage del i beslutningerne.

Med så mange beslutninger, får komitéen et rigtig travlt år. Men havde man ikke år efter år udskudt beslutningen om at sætte tab og skader på dagsorden, kunne den allerede være operationel nu. Og fonden kunne i timerne og dagene efter oversvømmelserne i Pakistan have udstedt hjælp, som kunne have reddet liv. Der er altså ingen undskyldninger, og verdens opmærksomhed hviler på komitéen i en forventning om, at fonden operationaliseres ved COP28.

HVILKEN ROLLE SKAL EN NY DANSK REGERING SPILLE?

Netop nu forhandles den nye regering på plads. Det er vigtigt, at den i sit regeringsgrundlag har ambitioner om fra første dag at spille en ledende klimadiplomatisk rolle, særligt som brobygger til lande i det globale syd. Sådan en indsats skal blandt andet handle om tab og skader, men også øvrige afgørende emner. For det store fremskridt på COP27 ift., tab og skader, undermineres af, at resultatet ift. reduktioner og udfasningen af fossile brændsler var enormt skuffende. Selv ikke den mest ambitiøse tab og skade fond i verden er tilstrækkelig, hvis det ikke også (senest) på COP28 lykkes med, radikalt at opskalere indsatsen ift. reduktioner.

Afslutningsvist er det afgørende for at sikre et tillidsfuldt forhandlingsmiljø (om tab og skade finansiering, og i øvrigt), at rige lande husker, at man skal holde, hvad man lover! Ikke som nu, hvor rige lande fortsat ikke lever op til løftet, vedtaget på COP15 her i Danmark, om i perioden 2020-25 hvert år at rejse 100 mia. USD i klimafinansiering. For at gøre ondt værre, blokerede bl.a. EU for COP27-aftaletekst, der lagde op til, at rige lande skal betale de penge de er bagud, så beløbet sammenlagt over seks år bliver 600 mia. USD. EU spillede ligeledes en ukonstruktiv rolle i forhandlingerne om vejen til det næste finansieringsmål (efter 2025), samt hvordan lande skal levere på sidste års løfte om at fordoble finansiering til tilpasning. Danmark skal arbejde for, at EU-linjen på disse vigtige områder forbedres.

Med beslutningen om at etablere en fond for tab og skader, kom vi altså et lille (men vigtigt) skridt tættere på målet om klimaretfærdighed, men vejen er stadig særdeles lang.