Danmark skal tage lederskab for Jordens biodiversitet ved kommende COP15

Af Silje Heldt Zaltzman, Verdens Skove

Om mindre end tre måneder løber den forestående konference for biodiversitet, COP15, under FN’s Biodiversitetskonvention af stablen i Canada. Dette er en længe ventet begivenhed, og vigtigheden af denne konference og udfaldet kan på ingen måde undervurderes. Målet er her at vedtage en ny global aftale for biodiversitet. Den nye FN-aftale skal være en rammesættende strategisk plan for at standse og vende det menneskeskabte tab af biodiversitet inden 2030. Dette er yderst presserende, da vi står midt i en verdensomspændende biodiversitetskrise, hvor arter uddør, og økosystemer ødelægges med en hastighed ikke set før i menneskets historie.

Den nye aftale bliver afgørende for, hvordan vi som verdenssamfund handler på biodiversitetskrisen frem mod 2030. Derfor er det bydende nødvendigt, at det politiske ambitionsniveau på denne dagsorden hæves markant.

Overordnet fejlede verdenssamfundet at leve op til den tidligere globale FN-aftale for biodiversitet, der løb mellem 2011-2020. Dette gælder også herhjemme, blandt andet fordi Danmark aldrig fik indfriet det af målene, der gik på at have en opdateret national biodiversitetsstrategi og handlingsplan (NBSAP) inden 2015. Det er vigtigt at fremhæve den manglende danske strategi og handlingsplan, da netop disse er blandt de vigtigste redskaber i implementeringen af både det, der står i selve FN-konventionen, og de aftaler, der vedtages i forlængelse heraf på de periodiske konferencer. Når Danmark ikke prioriterer dette, afslører det et lavt politisk ambitionsniveau på området og mangel på vilje til at handle.

Det er helt afgørende, at Danmark nu påtager sig sin del af ansvaret for verdens biodiversitet. Det gælder både i forhold til tiltag, der kan sikre biodiversiteten i Danmark, men også i forhold til at få gennemført en ambitiøs bindende international aftale. I en international kontekst sender det stærke signaler, når lande har et højt ambitionsniveau hjemme og i forhandlingerne. Danmark har netop nu mulighed for her at vise politisk lederskab.

Dette kan blandt andet ske, ved at Danmark arbejder målrettet for, at den nye FN-aftale sikrer, at alle årsager til tab af biodiversitet, både direkte og indirekte, standses. Det er også helt afgørende, at en rettighedsbaseret tilgang er stærkt reflekteret i samtlige dele af aftalen. Derudover skal aftalen sikre allokering af langt flere finansielle midler fra de udviklede lande til biodiversitet, heriblandt selvfølgelig også fra Danmark. Og for at nå 2030-målet skal aftalen vedtages sammen med de mekanismer, der sikrer, at aftalen både kan implementeres, indsatsen overvåges og rapporteres på.
Sidst, men bestemt ikke mindst, kunne Danmark virkelig vise stærkt lederskab ved at arbejde for, at vi endelig får en juridisk bindende aftale for biodiversitet, der forpligter landene til deres ansvar. For det er der virkelig brug for, hvis vi skal vende tabet af Jordens biodiversitet

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 26 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.