Af Alma Mølsted Andersen, 92-gruppen

Politikere skal op af stolene og helt op at gå på stylter - for der er ikke tid til flere museskridt, hvis vi vil undgå et økologisk kollaps. Men først må vi alle have nye briller, for at begynde at se og forstå naturen og mennesker, som ligeværdige og gensidigt forbundet i et fælles økosystem.

Sådan lød en af mange lignende opfordringer fra talere ved FNs årlige High-Level Political Forum (HLPF), som afholdes i New York. Hvert år fokuserer FN på fem af de 17 verdensmål, og i år var turen bl.a. kommet til de store biodiversitetsmål: Mål 14 (Livet i Havet) og Mål 15 (Livet på Land).

Ikke overraskende, var der en øredøvende ringen af alarmklokker under gennemgangen af de to mål. De velkendte kriser står i kø, og de nyeste rapporter viser, igen og igen, at vores handlinger er utilstrækkelige, og at det går for langsomt, hvis vi skal undgå et økologisk kollaps.

På jorden truer afskovning, udryddelser af arter og degradering af jorden, som alle er blevet intensiveret og forværret af manglende handling under Covid-19. Vi er skræmmende tæt på et tipping point for, hvad Amazonas kan klare - og forskere viser desuden, at der eksisterer et direkte link mellem øget afskovning og øget spredning af sygdomme mellem arter. Når flere arter presses sammen på mindre plads, vil nye arter komme i kontakt med hinanden, og dermed øges risikoen for flere pandemier, som Covid-19. Afskovning til landbrug og dyreproduktion er stadig den helt store synder.

There is no green without the blue, siges det om Mål 14. Verdenshavene har en afgørende rolle for livet på jorden, i et vigtigt hav-, klima- og biodiversitet -nexus. Den højeste kilde til forurening af havene er landbaseret, og tilstanden i verdenshavene er især truet af affald, plastikforurening og industriaffald.

Nye briller – nyt natursyn

Mere overraskende var det, at der under dette års HLPF blev skruet op for flere nye, progressive diskurser vedrørende vores tilgang til - og forståelse af – naturen, på land og i vand.
Flere talere opfordrede til et reelt paradigmeskift i vores måde at forstå og leve med naturen. Det nye paradigme kræver et skift i vores mindset, fra at se naturen som en eksternalitet, til at se den som en iboende del af os, altså en forbundethed mellem menneskelige og ikke-menneskelige arter og forståelsen af, at der eksisterer en gensidig sundhedsmæssig afhængighed i en fælles økologisk synergi.

Heraf følger også en nytænkning af vores forvaltning af naturen. Denne forandring fremsættes ikke kun af grønne forskere, men som en makroøkonom sagde under en paneldiskussion; “We need a paradigm shift in our economic system - from the current extractive toward a regenerative.” Skiftet starter i en høj og tilstrækkelig værdisætning af naturen.

I processen blev der lagt stor vægt på vigtigheden af at inkludere, anerkende og respektere oprindelige folk og deres ikke-vestlige naturforståelser, viden og tilgange til økosystemer og fødevaresystemer. Naturbaserede Løsninger blev fremhævet som et redskab til at adressere både miljø- og samfundsmæssige udfordringer.
Havene påvirker os alle, var en anden diskurs, som vandt frem på årets HLPF, og som også viser en begyndende tanke om sammenhørighed. Men der er ingen penge til havet. Mål 14 er stadig det dårligst finansierede af alle verdensmålene, og der mangler vigtig forskning omkring havmiljø og dets forbindelse til klimaforandringerne. Der er desuden akut behov for bedre forvaltning af havene – også over landegrænser, hvilket er en svær øvelse. En ny tilgang kaldet Source to Sea approach (s2s) gør det muligt at adressere koblinger mellem økosystemer på land, i vand, kyst og hav, for at opnå en holistisk forvaltning af naturressourcer og have.

Håb eller håbløs

FNs status på Mål 14 og Mål 15 under årets HLPF efterlader en blanding af håb og håbløshed.
Selvom det er sagt før, er der nu, efter de mange rapporter om status på målene, ingen tvivl om, at det haster mere end nogensinde at få rettet op på vores brug og ødelæggelse af naturen, både på land og i havene.

Samtidig blæser en ny vind over de bonede gulve, hvor det – i hvert fald i talerne – er åbnet for nye tanker og muligheden for, at det kan føre til et paradigmeskift med naturen i centrum.
Som altid er der langt fra ord til handling – og det er lettere at skifte briller end at gå på stylter.
Men måske kan nye fælles forståelser være med til at lægge det nødvendige pres, som kan føre til, at beslutningstagere tager handling.