Nattog kan bidrage overraskende meget til at løse transportens europæiske klimabelastning

Af: Poul Kattler, forperson for Rådet for Bæredygtig Trafik


Alt imens det ikke lykkedes at få sat et ”dansk nattog” på skinnerne i dette efterår til Köln og Bruxelles, så peger en ny europæisk analyse af nattog på, at ikke mindre end 3% af EU’s nuværende samlede klimapåvirkning kan blive reduceret, hvis nattog udrulles i henhold til de destinationer i Europa, hvor der allerede ligger skinner, og hvor der i dag flyves rigtig meget.

Nattog er med distancer fra 600 km til 1.500, og måske længere, meget velegnet til at overflødiggøre flytrafik, uden at passagererne oplever det som et tab af tid og komfort.

Analysen laver naturligvis nogle antagelser. Der antages, at passagerernes villighed til at udskifte fly med nattog følger tilgængelige markedsundersøgelser (målinger). Analysen benytter den europæisk anerkendte metode til at opgøre flyenes klimabelastning GWP*, så ikke CO2-mæssige klimabidrag indregnes i begrebet CO2e, ligesom ved landbruget. Alle antagelser ligger åbent fremme og kan ændres på.

Man kan gange den potentielle reduktion af CO2e for nye nattog med den samfundsmæssige skyggepris på CO2e-reduktioner. Selv med meget forsigtige antagelser om CO2e-priser, viser analysen, at det er en gevaldig god forretning at iværksætte startstøtte på en lang række nattogsruter i Europa, herunder en del, der involverer danske rejsende. Udover startstøtte peger analysen på især tre forhold: At få reduceret afgifterne for at køre nattog på de europæiske skinner – især Tyskland skiller sig ud. Hurtigt at sikre at der er adgang til relevant rullende materiel. Og endelig at togene skal have god kvalitet og køre hele året.

Se analysen, regneark og supplerende info (på engelsk) på denne adresse:
https://back-on-track.eu/the-global-warming-reduction-potential-of-night-trains/

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer