Debatindlæg bragt i Politiken, 5. maj 2022.

Af Caroline Bessermann, Den Grønne Ungdomsbevægelse

Udledning af drivhusgasser har en pris, der skal betales. Og enten betaler forureneren selv, eller også hænger vi andre på regningen.

Nu er forhandlingerne om en CO2-afgift endelig gået i gang, og det er næsten umuligt at overdrive den betydning, som afgiften har. En høj og ensartet beskatning på udledning af drivhusgasser kan være hele fundamentet for omstillingen i alle sektorer. Derfor træder vi nu ind i nogle af de vigtigste forhandlinger i denne regeringsperiode.

Det har taget lang tid at komme hertil, og det betyder, at det nu er allersidste udkald, hvis afgiften skal spille en rolle i dette altafgørende årti. Christiansborg vil i forhandlingerne fastlægge den præcise størrelse på afgiften frem mod 2030, og vi ønsker, at det skal blive ambitiøs aftale. Vi har simpelthen ikke råd til andet.

Der er 5 konkrete ting, der skal være på plads, hvis vi skal have en klimaskat, der sikrer en fair og effektiv transformation af vores samfund.

For det første skal der være tale om en ensartet afgift på 1.500 kroner i 2030. Tanken med klimaskatten er, at den fases ind og øges løbende, men i 2030 skal afgiften være på 1.500 kroner per ton CO2, hvilket vil have reduceret mindst 4,5 millioner tons udledning af drivhusgasser. Det er hverken ekstremt eller urealistisk, men absolut nødvendigt, for at Danmark styrer væk fra et klimakollaps.

Forureningen har en pris, der skal betales, og afgiften skal holde fast på et ensartet niveau, hvor forureneren betaler. Skærmer vi de store forurenere ved at give dem store rabatter, vil det gøre omstillingen langsommere og sende en kæmpe regning til resten af samfundet. Man skal i stedet sikre en gradvis indfasning og støtteordninger, der vil skubbe på den grønne omstilling frem mod 2030.

For det andet skal en afgift være en afgift. Det giver ikke mening at putte tilskud til en teknologi som CO2-fangst og -lagring (CCS) ind i afgiftsmodellen. CCS er i denne regeringsperiode allerede blevet støttet med over 16 milliarder kroner. Vi kan ikke blive ved med at satse på, at en endnu umoden teknologi vil få klimaregnestykket til at gå op.

Hvis vi satser på umodne teknologier, mangler vi den afgørende garanti for, at den grønne omstilling rent faktisk kommer til at ske. Vi aner ikke, om vi kommer til at lave CCS i stor nok skala og i tide. Derfor er det fuldstændig uholdbart, at regeringen i sit udspil til CO2-afgiften vil finde omkring halvdelen af reduktionerne fra CCS, når en afgiftsmodel i stedet kan levere billige og sikre reduktioner.

For det tredje skal der etableres en bundpris med det samme. Regeringens udspil er forbundet med høj usikkerhed, da niveauet for afgiften er koblet op på forventninger om EU’s kvotepris i 2030. Sandheden er dog, at vi ikke aner, hvor kvoteprisen kommer til at ligge, da EU’s kvotepris svinger voldsomt. CO2-afgiften bør derfor ikke være koblet op på EU’s kvotepris uden en form for sikkerhedsnet. Man kan sikre den danske beskatning af CO2 mod de store udsving i EU’s kvotepris ved at indføre en bundpris for afgiften med det samme. En form for dansk minimumspris for alle sektorer og de helt store udledere i kvotesektoren.

For det fjerde skal afgiften inkludere biomasse og udledningerne forbundet med afbrænding af biomasse. Danmark skal tælle alle sine udledninger med. Eksempelvis tæller biomasse som værende klimaneutralt i de danske klimaregnskaber, på trods af at afbrænding af biomasse i 2020 var 19 millioner tons CO2. Det danske forbrug af biomasse udgør nu 19 procent af de danske drivhusgasudledninger. Disse udledninger skal tælles med og beskattes. Derfor skal afgiften gøre op med biomassens flyverskjul og beskatte udledninger fra biomasse som alle andre udledninger.

For det femte skal vi have en høj pris på udledning allerede fra 2025. Regeringen lægger op til at indføre afgiften i 2025, men afgiften skal ikke blot reducere mellem 2025 og 2030. FN’s Klimapanel har med sin seneste rapport slået fast, at verdens udledninger skal toppe i 2025, og at hurtige reduktioner har langt større positiv klimaeffekt end reduktioner senere i årtiet. Derfor er det essentielt, at afgiften i 2025 ligger på mindst 1.000 kroner, så virksomheder allerede nu får det rette incitament til at begynde at reducere omgående.

Vi vil i Den Grønne Ungdomsbevægelse kæmpe til det sidste for en høj og ensartet CO2-afgift. Det gør vi, fordi vi ønsker at leve i et bæredygtigt, demokratisk og retfærdigt samfund inden for både de menneskelige og planetære grænser. Vi ved, at den helt afgørende klimapolitik skal designes nu. En CO2-afgift er skelsættende, men hvis den skal virke, skal den kunne bære vægten af klimakrisen.