Af Jens Mattias Clausen, Greenpeace

Valget kan endelig skimtes i horisonten, og politikerne har fanget, at bekymringen for klimaet ligger i top hos vælgerne. Der bliver båret grønne slips, og retorikken har fået en grøn overhaling.
Men der er også en usædvanlig høj udledning af politisk varm luft. Grønne skåltaler, der ikke lever op til den flotte overflade. Derfor er det vigtigt at kunne genkende og gennemskue de mest brugte myter. Her er tre af de vigtigste.

Myte 1: Vi er på rette vej

Nej, det er vi så ikke.

For nylig kom det frem, at CO2-udledningen i Danmark steg i 2018 – stik imod regeringens egne forventninger. Faktisk var Danmarks CO2-udledninger i 2018 en anelse højere end, da regeringen overtog magten i 2015. Under Løkkes ledelse er den grønne omstilling altså bremset fuldstændig op.

Ser man på regeringens nuværende planer, så vil tempoet i den grønne omstilling de næste ti år falde til blot en fjerdedel af de seneste ti år. Med den hastighed vil Danmark først nå (netto)nul CO2-udledninger efter år 2100 – mere end 50 år efter regeringens erklærede 2050-mål.

Og det ser endnu værre ud, hvis man sammenligner med den hastighed, vi burde have for at leve op til Paris-aftalens afgørende 1,5 graders mål, hvor Danmark i stedet bør gå i nul allerede senest 2040. Tempoet er med regeringens planer kun en tiendedel (!) af det nødvendige. Der skubbes altså en massiv pukkel foran os, som kan blive meget svær – for ikke at sige umulig – at håndtere længere ud i fremtiden.

Myte 2: Vi kan altid rette op senere

Regeringen erkender, at der skal gøres mere senere, hvis vi skal leve op til klimaforpligtelserne. Problemet er bare, at det ikke er sådan, man løser klimaproblemet. Det afgørende for klimaet er den samlede mængde drivhusgasser, der har ophobet sig i atmosfæren. Så hvis man bare skyder problemet til en anden dag, kan det ende med at være for sent.

Vi skal nemlig leve op til de såkaldte CO2-budgetter, der beskriver, hvor meget CO2 vi kan tillade os at udlede, hvis vi skal leve op til 1,5 gradsmålet. Men ligesom med alle andre budgetter kan man ikke bare bruge løs i starten af måneden uden at risikere, at man så står med tomme lommer og håret i postkassen senere hen.

Og med det tempo (knap 1% om året), regeringens planer lægger op til, vil det næsten være ligegyldigt, hvad vi gør senere: så har vi brændt hele Danmarks CO2-budget af allerede i 2027.

Myte 3: Klimaafgifter rammer socialt skævt

Klimaafgifter på eksempelvis kød og flyrejser er afgørende for at gøre forbrugernes adfærd mere klimavenlig – for at gøre det lettere og billigere for danskerne at tage de rigtige valg. Og den regulering er et politisk ansvar, som ikke bliver taget.

Argumentet lyder ofte, at afgifter rammer social skævt. Men det er i så fald et politisk valg. Man kan snildt designe afgifterne på en måde, så de understøtter kampen mod ulighed frem for at øge den. Eksempelvis kan indtægterne, eller dele af dem, tilbageføres til de mennesker, der har begrænsede midler til at leve et anstændigt liv, så de ikke skal holde for i omstillingen.

Og så er det vigtigt at huske, at klimaforandringerne grundlæggende er uretfærdige. De rammer de fattigste og mest sårbare hårdest, selvom det er dem, der har gjort mindst for at skabe problemet.

Hvis man har de tre myter i baghovedet under valgkampagnen, bliver det lettere at skelne reelle grønne ambitioner fra varm luft. Godt valg!