Af Helene Hagel, assisterende koordinator, 92-gruppen
”Ikke at handle over for klimaforandringerne er som at spille russisk roulette med fem patroner i tromlen. For dem af jer, der ikke er våbeneksperter, er der seks patronhuller i alt. For dem af jer, der ikke er forsikringseksperter, kan jeg kun sige: det er en meget dårlig sandsynlighed for succes.”
Så malende lød beskeden fra Henri de Castries, bestyrelsesformand for AXA, det største forsikringsselskab i Frankrig til ’Climate Week Paris’ i sidste uge. Her annoncerede han stolt, at Axa helt stopper investeringer i kul inden udgangen af 2015. Bæredygtighed er nemlig ikke kun bistand. Det er også big business. Sådan lød beskeden fra den økonomiske og finansielle elite, der var samlet i Paris.
Forud for G7 finansministermøde i Tyskland d. 7-8. juni har 120 globale investorer – med 12 trillioner USD i ryggen – sendt et åbent brev til finansministrene. De kræver, for første gang, at et langsigtet reduktionsmål bliver en del af den aftale, der skal vedtages i Paris til december.
Et kinesisk ordsprog lyder: Når det trækker op til storm, er der nogle, der bygger mure og andre, der bygger vindmøller. De største økonomiske spillere vil bygge vindmøller. De mangler blot den nødvendige garanti om, at den langsigtede politiske kurs er fossilfri.
Topinvestorer, forsikrings- og bankfolk efterlyste ambitiøse politiske mål i Paris og det er nu tydeligt, at de politikere, der bruger erhvervslivets modstand som argument mod for hurtig handling, har benene plantet solidt i den blå luft.
Klimaforandringer er nemlig en ligeså stor udfordring for virksomheder som for de mest udsatte lande. Derfor er det finansielle system klar til at handle, og mens politikerne venter på, at økonomien rykker, har erhvervslivet brug for et politisk pres.
Erhvervsliv og finansverden krævede i Paris et opgør med denne inerti. Mats Andersson, CEO for den svenske pensionsfond AP4, udtrykte sig krystalklart da han lettere forurettet anklagede politikerne for at udskrive en meget stor regning til fremtidens generationer, ved ikke at prissætte forurening på ret vis. Han mente, at politikere skal tvinge pensionskasser til at investere grønt.
Ideen er – som gode ideer er flest – såre simpel. Der skal investeres i vedvarende energi og energieffektivisering. ”Vi har brug for en pris på CO2”, var opfordringen, der lød gik igen og igen i Paris.
"Før det grønne valg kan blive det mest profitable, har vi brug for politisk lederskab", var den enslydende besked fra erhvervslivet i Paris. Markedet har ikke blot anerkendt men også accepteret en fremtid, hvor lavemission er præmissen for økonomisk aktivitet. Men de har brug for politiske beslutninger. Hvis der er politisk vilje, er der en vej. Den vej har erhvervslivet – blandt mange andre – udstukket. Hvad venter vi på?
