Af Ida Klockmann, international advocacy-medarbejder, Sex & Samfund
Med foreløbig enighed om 17 nye globale bæredygtighedsmål er det blevet tid for FN’s medlemslande at afgøre, hvordan de nye mål skal implementeres. Fordi de 17 mål dækker over så bred en dagsorden og favner mange aspekter indenfor bæredygtig udvikling, er der tilsvarende behov for at trække på flere implementeringsredskaber såsom lovændringer, kapacitetsopbygning, teknologiudvikling, globale partnerskaber, investeringer og ressourcemobilisering.
Bag mange af disse implementeringsredskaber ligger et finansieringsspørgsmål, og derfor var de seneste forhandlinger også en kombination af de ellers adskilte post-2015-diskussioner og finansieringen af dem.
Med så ambitiøs en målsætning, som de 17 mål utvivlsomt er, kræves en tilsvarende ambitiøs finansiering. Ifølge Verdensbanken og samtlige andre udviklingsbanker tales der her ikke om milliarder, men trilliarder af dollars. Derfor skal alle finansieringskilder tages i brug - og traditionel udviklingsbistand udgør kun en mindre del heraf.
Der er store diskussioner om, hvor finansieringen så skal komme fra. De rigere lande argumenterer for, at udviklingslandene selv skal blive bedre til at mobilisere ressourcer via f.eks. skatteinddragelse. Omvendt slår udviklingslandene på, at de rigere lande skal levere den udviklingsbistand, som de har lovet, og samtidig dele ud af deres teknologiske løsninger og fremskridt.
Teknologi og innovation er nemlig helt afgørende for at sikre en bæredygtig udvikling. Det er samtidig områder, som geopolitisk er ømtålelige, fordi de bl.a. indebærer spørgsmål om patentrettigheder. Flere lande fremhæver vigtigheden af en stærk privat sektor, som er villig til at investere i nye teknologiske løsninger – og det kræver økonomiske incitamenter. Andre lande fremhæver vigtigheden af ressourcer i den offentlige sektor, fordi den både står for store og langsigtede investeringer i forskning, men også i de helt grundlæggende områder som uddannelse og sundhedsydelser, så befolkningen kan blive i stand til at udvikle teknologiske løsninger.
Et andet særligt følsomt område er de private-offentlige partnerskaber, hvor der blandt nogle medlemslande - og mange civilsamfundsorganisationer - er en stor frygt for, at den private sektor vil komme til at udføre opgaver indenfor f.eks. sundhed og uddannelse. Frygten består i, at den private sektor som udgangspunkt er drevet af profitmaksimering, og at den ikke kan stilles til regnskab overfor befolkningen, som en stat/regering kan det. Begge dele anses som risikable ift. at sikre respekt for menneskerettigheder.
Forhandlingerne i FN om finansieringen og de politiske målsætninger kører nu igen i hvert sit spor frem til slutningen af juli, hvor landene først skal nå til enighed om en finansieringsaftale, og derefter om post-2015-målene. Mange lande inkl. Danmark ønsker dog, at de to spor bliver samlet, fordi de i selve implementeringsprocessen er nært beslægtet og nogle gange ligefrem ovelappende. Dette spørgsmål mangler dog stadig afklaring, og mange andre lande ønsker at holde dem adskilt, fordi implementering også handler om andet end finansiering.
