Hvad vil partierne på grøn omstilling og bæredygtig udvikling?

Af Helene Hagel og Troels Dam Christensen, 92-gruppen

Det tegner til at blive en sand valggyser i morgen. Valgkampen har som forventet ikke drejet sig voldsomt meget om klima og miljø, men omvendt har både størrelsen af udviklingsbistanden og det danske skifergaseventyr i Nordjylland fyldt i debatten. Inden krydset skal sættes i morgen, er det afgørende at få klare svar fra partierne: Hvem vil skrue ned for de grønne ambitioner? Hvem vil fastholde Danmark som foregangsland på klima-, energi og udvikling? For at få større klarhed over de enkelte partier og kandidaters holdninger, har vi bedt samtlige opstillingsberettigede partier besvare de samme fem spørgsmål. Spørgsmål som vi mener er vigtige for, hvordan Danmark påtager sig sit ansvar for en global bæredygtig udvikling:

1. I hvor høj grad skal Danmark være globalt foregangsland på klimaområdet – herunder: Skal Danmark have egne klimamål for 2020 og perioden mellem 2020 til 2050 og hvad skal de i så fald bestå af?

2. Skal vi fortsat efterforske olie i Nordsøen og lede efter skifergas i undergrunden i Danmark – selvom videnskaben fortæller os, at min. 2/3 af de allerede kendte fossile brændsler skal blive i jorden, hvis vi skal nå 2-gradersmålet?

3. Hvor stor skal Danmarks udviklingsbistand være, hvad skal den fokusere på og skal den danske klimabistand være ny og additionel – i den forstand, at midlerne ikke tages fra eksisterende udviklingsbistandsbudgetter?

4. Skal Danmark være foregangsland i forbindelse med implementeringen af de nye globale bæredygtighedsmål, der vedtages i FN til september – og herunder have en national handlingsplan for dette, og for omstillingen i Danmark?

5. Skal vi have en ny national bæredygtighedsstrategi, der bl.a. giver en ambitiøs plan for, hvordan vi skal bringe vores ressourceforbrug i Danmark ned på et niveau, så det svarer til klodens bæreevne?

Samtlige partier har haft mulighed for at svare. Socialdemokraterne og DF har valgt at dele spørgsmålene mellem flere ordførere. Fra Venstre har vi kun fået svar på to af de fem spørgsmål, mens Liberal Alliance ikke har besvaret vores henvendelse.

Så læs i denne ’special edition’ hvordan de otte partier lægger sig i forhold til hinanden inden for klima, miljø og udvikling. Hvilket parti foreslår f.eks., at Danmark sammen med en række andre lande i en mindre klub holder mini-COP-møder og her planlægger ambitiøse politikker for det internationale klima- og energisamarbejde? Hvem ser gerne, at DK allerede og senest i 2040 har 100 % vedvarende energi? Hvilke to partier vil have cirkulær økonomi og hvilket ene parti vil afvikle affaldsforbrænding? Hvem synes, at DK allerede har bevæget sig for hurtigt og langt af den grønne vej?

Godt valg!

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 26 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer