Ærlige opgørelser af CO2 fra skove

Af Gry Bossen, Klimakoordinator, Verdens Skove

D. 27. marts mødes klimaeksperter fra EU for at diskutere kommissionens forslag til nye retningslinjer for CO2 opgørelser i Skov og landbrugs-sektoren (LULUCF) under Parisaftalen. Europakommissionen foreslår at opgørelsen skal være baseret på historisk udledning. På den måde vil de nye retningslinjer etablere retvisende CO2 opgørelser fra LULUCF under Parisaftalen. Det et vigtigt fremskridt i forhold til bl.a. Kyotoprotokollen, som tager udgangspunkt i en såkaldt projiceret baseline. Ved en projiceret baseline baseret på Business as usual (BAU), skal landene fremskrive, hvor meget CO2 de ville have udledt, hvis de fortsatte “som de plejer”. Siden bliver deres faktiske CO2 udledning og reduktion opgøres og vurderes i forhold til denne BAU fremskrivningen. Det vil betyde, at landene stort set har frie tøjler til at fremsætte fældningskvotienter, som ligger over det, de reelt har tænkt sig at fælde, og siden score reduktions kreditter på, at de ikke har fældet ligeså meget, som de meldte ud i deres projicerede BAU. Det er selvsagt ikke et holdbart regelværk hvis vi skal leve op til Parisaftalen. Flere lande (ledt an af Østrig og Finland) arbejder på at fastholde den projicerede baseline.

Derfor har 6 danske NGOer sendt et brev med en opfordring til Energi-, Forsynings- og klimaministeren om, at Danmark skal gå ind i debatten. Vi opfodrer ministeren til at støtte op om kommissionens forslag om en historisk baseline frem for en ren projiceret baseline og dermed afvise forslagene fra Østrig og Finland. Læs brevet her.

Europa er en af de første til at udvikle retningslinjer for opgørelsen af CO2 i LULUCF sektoren, og det forventes derfor at Europas retningslinjer kan komme til at danne præcedens for andre landes retningslinjer. Det gør det endnu vigtigere, at Europa laver nogle gode og tydelige retningslinjer, der, som alle andre opgørelses guidelines i Paris-aftalen, baserer sig på en historisk frem for en projiceret baseline, så der ikke gives plads til fiflerier og falske indmeldinger.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer