Brug for nye politiske tiltag, hvis Danmark skal fortsætte grønne omstilling

Af Troels Dam Christensen, sekretariatsleder for 92-gruppen

I marts kom Energistyrelsens basisfremskrivning af, hvad der vil ske med den danske energiforsyning og klimaudslip i fremtiden frem mod 2030. Den er et klart ”wake-up call” for alle, der er interesseret i den grønne omstilling i Danmark. Fremskrivningen viser at anvendelse af vedvarende energi (VE) vil stagnere efter 2020 og forbruget af fossile brændsler igen øges, med mindre der tages nye politiske tiltag. Dette vil føre til et øget forbrug af kul og stigende CO2 udslip. Andelen af VE i energiforbruget vil således forblive på de ca. 40%, som opnås i 2020, og i 2030 vil regeringens mål om 50% VE, dermed langt fra kunne nås.

I transportsektoren ser det endnu værre ud, for ifølge fremskrivningen vil den frem til 2030 fortsat næsten udelukkende basere sig på fossile brændstoffer. Altså ingen betydende omstilling til mere bæredygtig transport som f.eks. el-biler de næste 13 år! Og på den korte bane viser fremskrivningen, at det nuværende mål om 10% VE i transportsektoren i 2020, dvs. om kun 4 år, kun nås, hvis der tages nye politiske beslutninger.

Kort sagt: Der er alvorligt brug for nye politiske tiltag, hvis Danmarks grønne omstilling skal fortsætte og ikke erstattes af sort fossil udvikling med øget CO2 udslip de kommende år.

Hvis Danmarks skal gøre sit for klimaet og leve op til Paris-klimaaftalen, haster det endnu mere. Alt tyder på, at der skal speedes yderligere op. Blandt andet er regeringens mål om 50% VE i 2030 så langt fra nok, målet må være mindst 70%.

Derfor må vi forvente, at en ansvarlig regering og et ansvarligt folketing nu hurtigt vedtager de mål og planer, der sikrer, at vi ikke går en sort fremtid i møde. Regeringen har lovet et nyt energiforlig og en klimaplan i år. Begge må indeholde klare mål for de kommende år og for 2030, samt konkrete politiker, der sikrer, at den grønne omstilling i Danmark ikke sættes i bakgear, men at vi tværtimod øger hastigheden, så vi lever op til vores retfærdige del af Paris-klimaaftalen.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer