Nu er det trafikkens tur – til at blive grøn

Af: Gunnar Boye Olesen, politisk koordinator, Miljøorganisationen VedvarendeEnergi

Hvis vi skal nå målet om mindst 70% reduktion af drivhusgasser, er vi nødt til at begrænse de stigende udledninger fra vejtrafikken, hvor specielt personbilernes udledning er steget de senere år. Derfor vil være tæt på umuligt at nå 70% målet, hvis de aktuelle bilafgiftsforhandlinger blot giver en fortsat stigende fossil bilpark frem til 2030. Frem for regeringens forslag om minimale stigninger på under en procent af registreringsafgiften og lidt billigere elbiler, er der behov for omstilling med afgifter, stop for salg af fossile biler m.m. og samtidig stoppe væksten i i biltrafikken. Elbiler skal erstatte fossile biler.

Når politikerne forhandler om bilafgifter, bør de tage udgangspunkt i de sidste 10 års afgiftsnedsættelser på personbiler, der har flyttet over 10 milliarder årligt fra statskassen til de 60% af Danmarks familier, der har bil. Med tilbagevenden til tidligere afgiftsniveau, kan vi stoppe den aktuelle trend mod flere og mere klimabelastende biler. Hvis man samtidig fortsætter afgiftsfritagelsen for de mindre og mellemstore rene elbiler, f.eks. op til 300.000 kr., vil elbiler blive det foretrukne valg.


For at sikre omstillingen, bør aftalen også omfatte at benzin-og dieselafgifter sættes op med 2 kr./liter, så brændstofafgifterne mindst kommer på niveau med vores nabolande. Tyskland, der allerede har højere afgifter end Danmark, sætter dieselafgiften op med 60 øre/liter + moms pr 1/1-2021. Med en højere afgift vil Danmark også holde op med at være et klimaskadeligt ”skattely” for diesel.


Det er alt for snævert at se på biler alene for at sikre et klima-og miljøvenligt transportsystem. Vi skal fremme cykling og kollektiv trafik, samt indrette samfundet så vi ikke er tvunget til at køre så langt. Vi skel også fremskynde roadpricing, så det bliver dyrt at køre, hvor biler giver den højeste miljøbelastning, f.eks. i større byer, og billigere hvor der er dårlig kollektiv transport. Endelig bør folk med dårlig adgang til kollektiv transport kompenseres med en grøn check, ligesom priserne på kollektiv transport skal reduceres, så alle får råd til grøn mobilitet.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer