Pensionsselskabernes generalforsamlinger: Støt op om Klimaforslag!

Af Thomas Meinert Larsen, talsperson for AnsvarligFremtid, Klimabevægelsen

”Money rules the world” lyder en talemåde, og det betyder også rigtig meget om de cirka 4000 milliarder kroner, som danskerne har placeret i deres pensionsopsparinger, bliver investeret i kul, olie og gas, eller i grøn omstilling.

Desværre er det sådan, at selvom nogle af de danske pensionsselskaber over de senere år har vedtaget forbedringer af deres klima-investeringsstrategier, så har de fortsat investeret milliarder af kroner i klimaskadelige kul-, olie- og gas-selskaber. Så vi er ikke i mål, og vi vil insistere på, at vores pensionsinvesteringer ikke må undergrave Paris-aftalen om at holde den globale temperaturstigning på under 2 grader og så tæt på 1,5 grader som muligt.

Langt de fleste pensionsselskaber har ganske vist formuleret ansvarlighedspolitikker, som på overfladen ser flotte ud, men der mangler i høj grad handling bag de flotte ord. Danske pensionskroner skal helt ud af aktier og obligationer i selskaber, der investerer milliarder af kroner i ny efterforskning efter mere olie og gas, som udvider kulminer og som støtter lobbygrupper og tænketanke, der blokerer for CO2-afgifter eller anden nødvendig klimapolitisk lovgivning.

Som i tidligere år, vil AnsvarligFremtids pensionskampagne derfor igen i år indsende medlemsforslag om klimavenlige pensionsopsparinger ved en række danske pensionsselskabers generalforsamlinger, herunder hos AkademikerPension, P+, Arkitekternes Pensionskasse, Lægernes Pension og AP Pension.

Ved at fortsætte med at lægge pres på pensionsselskaberne, så leverer vi et meget konkret bidrag til at sikre klimamæssigt og økonomisk ansvarlige investeringer, ved både at sikre ansvarlige langsigtede afkast og modvirke de accelererende klimaforandringer, som truer med at underminere fremtiden for vores børn og børnebørns.

Vi håber, at rigtig mange pensionskunder vil tage aktivt del i debatten på generalforsamlingerne, og stemme for, at deres pensionsopsparing skal investeres klimavenligt.

Alle generalforsamlinger i 2021 er planlagt til gennemførelse i marts og april måned, og de vil formodentlig alle foregå elektronisk. På AnsvarligFremtids hjemmeside under linket kan du følge med i hvilke forslag, der bliver fremsat, og hvordan du kan deltage på din generalforsamling eller afgive stemme via fuldmagt.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 24 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer