Energiforliget må leve op til klimaudfordringen

Af Troels Dam Christensen, 92-gruppen

Regeringen har annonceret, at det længe ventede udspil til et nyt energiforlig kommer i denne uge. Samtidigt er der de seneste dage blevet udfoldet en større kommunikationsindsats fra regeringens side for at fortælle, at regeringen skam er ambitiøs på den grønne omstilling. Søndag med indslag i TV-avisen, hvor statsministeren, flankeret af andre ministre på sejltur til vindmøller på Øresund, lancerede, at regeringen nu vil bygge en af verdens største havvindmølleparker. Mandag med indlæg fra statsministeren, klima- og energiministeren og Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen i Berlingske med overskriften ”Vi blå er også grønne”. Og derudover en større kommunikationskampagne på twitter bl.a. med film med energi- og klimaministeren med samme budskab. Alt samme i anledningen af lanceringen af regeringens udspil til et nyt energiforlig.

Det er godt, at Venstre og de borgerlige partier også vil markere sig som grønne partier. Det er der brug for. Den grønne omstilling må være ejet og fremmet af et bredt flertal af partier i Folketinget.

Men når man ser regeringens kommunikationsindsats, er det svært ikke også at tænke spin. Når regeringen i artiklen i Berlingske f.eks. bryster sig af at have indført et kulstop i 2030, glemmer de at nævne, at V-regeringen ved sin tiltrædelse i 2015 afskaffede den tidligere regerings tilsvarende kulstop, og først indførte det igen til COP23 sidste år, for at kunne være med i klubben af lande, der gør det samme – Og at et kulstop i 2030 ingen reel betydning får, da de tre tilbageværende større kulkraftværker i Danmark alligevel forventes at være udfaset før 2030.

Regeringens slagnummer med en stor ny havvindmøllepark ifm. energiforliget er positivt og nødvendigt, men samtidigt er der brug for langt mere, hvis vi skal leve op til de nuværende klima- og energimål, og endnu mere hvis vi skal leve op til Paris-klimaaftalen. Ingeniøren og flere andre aktører har således vist, at der skal bygges op mod seks tilsvarende havvindmølleparker, hvis vi skal nå regeringens eget mål om 50% vedvarende energi i 2030 og beslutningen om det kan ikke vente til 2022, som regeringen ellers lægger op til.

Samtidigt ser regeringens udspil til energiforlig ikke ud til at inkludere en indsats på trafik og landbrug, som ellers er helt afgørende. Man kan så håbe, at det kommer senere ifm. det varslede klimaudspil fra regeringen. Det bliver afgørende.

Et af de store problemer med energiforliget, er at det kommer uden, at Danmark har et klimamål, der svarer til vores ansvar under Paris-aftalen. De danske klimamål er ikke blevet justeret til det højere ambitionsniveau efter indgåelsen af Paris-aftalen og samtidigt har V-regeringen tidligere skrottet de tidligere danske klimamål på mellemlangt sigt. Det betyder, at energiforliget ikke har en klimamæssig sigtelinje at lægge sig efter. Meget tyder på, at Danmark for at leve op til Paris-aftalen bør være på 100% vedvarende energi senest i 2040, og ikke blot et ”lav-emissionssamfund” i 2050, som regeringen nu går efter. Og regeringens nuværende 50% VE mål for 2030 er langt fra nok. Så der må altså langt mere til i et nyt energiforlig, hvis det skal svare rimeligt til Danmarks ansvar under Paris-aftalen.

Man kunne så håbe, at regeringen i hvert fald ville kæmpe for højere klima- og VE-mål i EU, men også her tyder det på, at vi lægger os som den bløde mellemvare. Sidste melding er således, at Danmark på det uformelle energiministerrådsmøde i sidste uge, ikke placerede sig blandt de mest ambitiøse lande ift. et nyt VE-mål for EU, og at Danmark muligvis glimrer ved sit fravær, når Frankrig onsdag i denne uge har indkaldt til møde for at forsøge at skabe en ny koalition af EU-lande, der beder om et mere ambitiøst klimamål for EU. Dertil skal lægges en nedprioriteret dansk indsats i de internationale klimaforhandlinger og en kraftig nedskæring af den danske klimabistand.

Så mindre spin og mere konkret ambition tak, hvis Danmark skal leve op til sit ansvar under Paris-aftalen. Og det skal vi. Forhåbentlig vil de kommende forhandlinger om det nye energiforlig vise et politisk niveau, der tager dette ansvar alvorligt.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer