Registreringsafgiften

Af: Jeppe Juul, transport- og energipolitisk medarbejder, Det Økologiske Råd


Bilsalget er i øjeblikket gået i stå. Det skyldes at Dansk Folkeparti og regeringen i disse dage forhandler om fremtidens bilafgifter.

Den bilbeskatning vi har i Danmark i dag, var designet til at belønne særligt brændstoføkonomiske biler. Desværre har man i 10 år fastholdt de samme krav til, hvad der er en særligt brændstofeffektiv bil, hvilket betyder at over 90% af alle nye biler får en særlig grøn rabat. Fra at være en ordning der skulle fremme særligt grønne biler er det nu gået over til at være en ordning, der favoriserer det fossile bilsalg og særligt dieselbilerne. De seneste par år er de nye biler, der er blevet solgt i Danmark stort set ikke blevet mere brændstofeffektive – til gengæld er der blevet stadigt flere af dem, hvilket betyder at den samlede CO2-udledning fra vejtransporten nu igen stiger. Dette skyldes dels de forældede krav til hvad der udløser den grønne rabat, dels sænkninger af registreringsafgiften i flere omgange, og dels det manglende salg af elbiler.

Hvor beskatningen i dag tager udgangspunkt i en beskatning af salgsværdien af bilen, korrigeret med den grønne rabat, ønsker Dansk Folkeparti sammen med en samlet bilbranche at beskatningen fremover skal tage udgangspunkt i tekniske parametre for bilerne, som fx CO2-udledning og vægt. Det er i princippet en god idé. Hvis det skrues rigtigt sammen kan det medføre en mindre CO2-udledning og færre biler, men hvis det skrues forkert sammen betyder det flere (diesel)-biler og øget klimabelastning.

Det er vigtigt at en ny registreringsafgift medfører: en CO2-reduktion samlet set, færre dieselbiler og langsigtet belønner biler med en meget lav CO2-udledning – som fx elbiler. Dette kræver at det samlede provenu ikke sænkes, at de billigste biler bliver dyrere, at CO2-udledning er et væsentligt parameter i beskatningen og at dieselbiler ikke fortsat favoriseres. Det betyder i praksis, at provenuet fra benzin- og dieselbiler skal øges, så der er plads til afgiftslempelse på elbilerne.

Om 92-gruppen

92-gruppen - Forum for Bæredygtig Udvikling er et samarbejde mellem 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der blev dannet i forbindelse med FN's Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992.

 

Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside og bringe dig indhold, der er i overensstemmelse med dine interesser.
Læs mere Jeg accepterer