Klimatopmødet i december i Købehavn blev en stor skuffelse. Vi fik langt fra den klimaaftale, verden har brug for. Der er meget langt fra den Copenhagen Accord, som kom ud af topmødet, til den retfærdige, tilstrækkelige og bindende aftale, der skal til for at redde klimaet.

Copenhagen Accord indeholder et mål om at holde den globale temperaturstigning under 2 grader, men mangler helt mekanismerne til at sikre dette. I forhold til de nødvendige reduktioner af drivhusgasser siger videnskaber, at de rige lande skal reducerer med omkring 40 procent, hvis vi skal have en rimelig chance for at holde os under de 2 grader. I øjeblikket ligger de rige landes samlede mål mellem 11-19 procent. Det er helt utilstrækkeligt.
 
Meget bedre gik det ikke med den nødvendige finansiering fra de rige lande til udviklingslandene. De penge, der er nævnt i Copenhagen Accord på den korte bane 2010-2012, ser i øjeblikket ud til helt overvejende at blive genbrugt ulandsbistand og anden bistand, der allerede var lovet før. Altså ikke den ”nye og additionelle” finansiering, som er lovet både i Klimakonventionen, Bali-aftalen og også i Copenhagen Accord. På den måde kommer de fattige lande til selv at betale bl.a. med den ulandsbistand, der ellers skulle gå til at bekæmpe fattigdom.
 
Selv om Danmark var medansvarlig for det fejlslagne resultatet på COP15, må det ikke få os til at krybe i et musehul. Der er stadig brug for en stærk indsats fra dansk side, men den må følge en anden strategi og nu også fokusere på at vise, at Danmark reelt vil være forgangsland, når det handler om at tage ansvar for at løse klimakrisen.
 
Det betyder bl.a. at:

• Danmark må sikre, at Copenhagen Accord ikke afsporer klimaforhandlingerne, men derimod bakke om op forstærkede forhandlinger i de to forhandlingsspor under Klimakonventionen (UNFCCC) med det mål at indgå en tilstrækkelig, retfærdig og juridisk bindene klimaaftale på COP16 i Mexico i december 2010. – Danmark må arbejde for dette som formand for UNFCCC og sikre de nødvendige ressourcer i de involverede danske ministerier og blandt andre vigtige aktører bl.a. repræsentanter fra udviklingslandene.

• Danmark må presse EU og andre rige lande til at tage deres klima-ansvar på sig og levere de nødvendige nedskæringer i drivhusgasser og en tilstrækkelig klimafinansiering til udviklingslandene. Det betyder bl.a., at Danmark må kæmpe for, at EU med det samme forpligter sig til 30 procents reduktion i 2020 ift. 1990, og til 40 procent i forbindelse med en global klimaaftale. Ligeledes må Danmark arbejde for, at klimafinansieringen fra EU reelt bliver ny og additionel i forhold til den lovede udviklingsbistand.

• Danmark må på hjemmebanen vise, at vi vil gå forrest. Det betyder ambitiøse danske reduktionsmål både på kort, mellemlangt og langt sigt. Blandt andet må Danmark med det sammen binde sig til at reducere det hjemlige udslip med mindst 40 procent i 2020 ift. 1990. Ligeledes må vi stille den nødvendige klimafinansiering til rådighed for de fattige lande. Det betyder ny og additionel dansk klimabistand på mindst 6 mia. kr. per år fra 2013.